Sæt navn på følelsen

 lytlogo

- brug et OPFATTELSES-CHECK

Her er nøglen til følelsernes univers.
Hvordan kan jeg være sikker på, at det tonefald og kropssprog, jeg hører og ser, bliver opfattet rigtigt af mig? Hvordan checker man talerens følelser for det, han/hun fortæller? - Det gør man ved at navngive følelsen i et OPFATTELSES-CHECK.

OPFATTELSES-CHECK er et forsøg på at forstå de 93 % information, man får igennem tonefald og kropssprog (se diagram over kommunikationsforløbet på siden om ord, tonefald og kropssprog).

Definition: OPFATTELSES-CHECK er et forsøg på at forstå talerens følelser. Ved at beskrive, hvad man tror, taleren føler, opnås en dybere forståelse af budskabet. Det er en omarbejdning af talerens ikke-verbale udtryk (fakter, gebærder, tonefald, udtryksmåde, kropssprog) til en forsøgsvis beskrivelse af følelserne. Det er altid prøvende og ikke dømmende.

Når man navngiver en følelse, giver man dette budskab: "Jeg ønsker at forstå, hvad du føler - er . . . (beskrivelsen) . . . den måde, du har det på? Man behøver ikke at gætte rigtigt, for personen vil hurtigt korrigere.

Sådan navngiver du en følelse:

Der er fire faser i OPFATTELSES-CHECK - når man vil navngive en følelse:

 

1.

Adfærdsoplysning

Tonefald eller kropssporg giver en idé om, at der ligger  mere bag ordene end det, der siges. Du siger ikke noget, men prøver at fornemme talerens følelser. Bemærk: Punkt 1 og 2 omhandler din opfattelse og er ikke verbal.

2.

Identificer følelsen

Brug listen med følelsesord. Find først gruppen: Vrede, angst, sorg eller glæde. Find da en passende nuance. Du siger ikke noget, men prøver at finde et ord for følelsen.
3.

Formuler følelsen

Udtal forsøgsvis, hvad du tror, den anden person oplever og føler. Punkt 3 og 4 er et check af opfattelsen og er verbal. F. eks:

  • Jeg får den opfattelse, at . . .

  • Jeg tænker på, om . . .

  • For mig ser det ud, som om . . .

  • Det lyder for mig, som om . . .

  • Jeg har på fornemmelsen, at . . .

  • Du må da føle en form for . . . ?

  • Er det muligt, at du føler dig . . . ?

  • Din oplevelse må have været . . . ?

  • Mon ikke du oplever . . . lige nu?

  • Jeg tror, du oplever . . .

4.

Stil et spørgsmål

Spørg om du gættede rigtigt. Spørg direkte i en kærlig tone, om vedkommende føler det på den måde. F. eks:
  • Har jeg ret i det?
  • Har du det på den måde?
  • Passer det på dig?
  • Føler du det sådan?
  • Oplever du det sådan?
  • Er det rigtigt?
  • Eller hvordan vil du selv sige det?
  • Tager jeg helt fejl?
  • Det er rigtigt, ikke?
  • Passer det?

OPFATTELSES-CHECK bruges næsten altid i forbindelse med andre former for lytteteknik, f.eks. omskrivning og åbne, ledende spørgsmål.