clock 2535061 960 720

Astrologi er ikke videnskab

Søger man på Google angående astrologi, får man hurtigt en del sider om f.eks. solsystemets planeter og deres indflydelse på liv, følelser og endda skæbne. Det hele virker mystisk, og meget af det er simpel overtro. Horoskoper har deres plads i mange ugeblade, og ofte er tingene skrevet så generelt, at det kan passe på alle.

Kommer til os fra Oldtiden

I oldtiden var astronomi og astrologi én videnskab. Tro og videnskab var smeltet sammen. Historisk set er det første forsøg på at forene tro og videnskab. I det gamle Babylon holdt man øje med sol- og måneformørkelser og skrev datoerne ned. I dag kan man efterprøve deres observationer og på den måde få oplysninger om kongers regeringstid bekræftet, selv om det hele går omkring 2.500 år tilbage.

Vise mænd fra Østerland

Ved juletid hører vi om de vise mænd fra Østerland. Det har sikkert været videnskabsmænd fra Babylon. De var seriøse folk, som forsøgte at få styr på tro og videnskab.

  

I middelalderen stod Den Katolske Kirke for alt, der havde med tro, videnskab og uddannelse at gøre. Det gjorde, at man ikke var klar til at godkende Galileis observationer af forskellige fænomener i vores solsystem.

    

3vise left

      

Så sent som på Tycho Brahes tid blandede man det hele sammen. I dag anses astrologi ikke for at være en videnskab, idet de stjernekort astrologerne benytter, ikke passer med virkeligheden. De er mere end en måned forskudt tidsmæssigt. Astrologernes stjerne- og planetkort blev lavet i oldtiden, og de er ikke ændret siden.

Det ved mange astrologer. De siger blot til deres forsvar, at det gør ikke noget. Deres iagttagelser passer alligevel.

Stjernetegnene passer ikke med stjernebillederne

I januar 2011 havde BT et par artikler om astrologi. Det nævnes, at stjernetegnene forskyder sig i forhold til stjernebillederne, én grad på 72 år. En hel omgang på ca. 26.000 år.

Leder på Astrologihuset Karl Aage Jensen siger:

- Vi er ligeglade med, hvad astronomerne siger. Det vigtige er, at astrologi stadig virker. Også selvom vi ikke forskyder datoerne. Vi kan se, at det stadig passer til menneskers forhold, siger Karl Aage Jensen.

Astrofysiker, Kristian Pedersen, fra Niels Bohr Instituttet udtaler:

- Hvis du blev født om 13.000 år, vil dit reelle stjernetegn være forskudt med seks måneder i forhold til astrologernes datoer. Bliver du født som vædder, ville du altså reelt set være født, når solen passerer vægten, siger han.
- Det er et af de problemer, som astrologerne har. Astrologi er rent menneskeskabt, og det har intet med videnskab at gøre, siger han.

Lederen af Astrologihuset, Karl Aage Jensen, er enig.

  • Vi er ligeglade med, hvad astronomerne siger. De kigger på stjerner og planeter som fysiske ting. Vi ser på, hvad de har af betydning for mennesket. Og vi kan se, at den måde vi bruger stjernerne og planeterne på giver mening – det virker simpelthen, siger han.  

Korsets tegn er vigtigere end stjernetegn

Er du kristen, så lad være med at interessere dig for, hvilket stjernetegn du er født i. Sig i stedet: "Jeg er født i korsets tegn!"